Site Map | Kontakt os | Print siden  |     


Formandens beretning

Formandens beretning om skoletjenestens virksomhed i det forløbne år.

Da jeg på repræsentantskabsmødet i 2006 skulle aflægge beretning, så sagde jeg stort set ikke andet end, at der ikke var noget at berette om.

- og det var der jo ikke sidste år ved denne tid, selv om det på det tidspunkt var et år siden, at skoletjenesten var stiftet.

Det første år – tiden fra april 2005 til april 2006 – gik med de indledende øvelser. Bestyrelsen skulle finde sine egne ben at stå på, der skulle ansættes konsulenter og udarbejdes årsplan for skoleåret 2006-2007.

På repræsentantskabsmødet i april 2006 udkom årsplanen for skoleåret 2006-2007. Siden er det gået slag i slag.

Vi har valgt at dele tingene lidt op. Jeg siger her under dette punkt nogle mere generelle ting om skoletjenestens virke, mens vore konsulenter kommer ind på de enkelte af skoleårets projekter under dagsordenens pkt. 7.

Jeg skrev i et nyhedsbrev den 12. april, at ca. 2.500 skoleelever i skoletjenestens ”første” skoleår havde deltaget i aktiviteter igangsat af skoletjenesten. Siden har vore konsulenter gjort mig opmærksom på, at antallet er for lavt. Vi har så sammen regnet på det, og vi er kommet frem til, at ca. 4.040 skoleelever har deltaget i aktiviteter igangsat af vores skoletjeneste i skoleåret 2006-2007.

Vi kan så - bare sådan for sjov - lave et lille regnestykke. Skoletjenestens samlede budget er på ca. en halv million årligt. Det vil sige, at udgiften pr. skoleelev, der har deltaget, har været ca. 125 kr. Jeg har i menighedsrådssammenhæng været med til at arrangere mange aktiviteter, hvor udgiften pr. deltager har været på det niveau og også højere. Det tror jeg også, at der er andre af jer, der er til stede her i aften, der har! – men lad det nu være det, som det er! - et sjovt lille regnestykke.

Vi blev beslutningsdygtige i aften!

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg i sidste uge var noget bekymret! Ville der komme så mange i aften, så vi blev beslutningsdygtige. Den magiske grænse er 19 – nemlig halvdelen af repræsentantskabets 37 medlemmer. Den magiske grænse blev passeret fredag eftermiddag. Den dag vi have bedt om, at man senest tilmeldte sig. Det er for mig ganske uoverskueligt, hvad der var sket, hvis vi ikke havde været beslutningsdygtige i aften. Budgettet for 2008 ville ikke kunne godkendes. Det vil sige, at menighedsrådene ikke ville have hjemmel til at afsætte beløbene til skoletjenesten på budgetterne for 2008. Der ville derfor fra 1. januar 2008 ikke være midler til at betale løn til vore konsulenter og afholde udgifter til materialer m. v. Det ville være ganske alvorligt.

Vi har alle hørt historier om præster, der fra prædikestolen har skældt ud på alle dem, der ikke var i kirke. Dem der måtte lægge øre til det, var dem der sad på deres kirkebænk. De andre hørte ingenting. De var der jo ikke.

Jeg skal nok lade være med at skælde jer, der er kommet, ud! Og som dagene er gået, så har stadig flere tilmeldt sig. Jeg synes, at vi kan sige til hinanden, at det er pænt med 32 ud af 37 af repræsentantskabets medlemmer. At vi så er en hel del flere er kun meget glædeligt.

Men jeg har svært ved at forstå, at ikke samtlige medlemmer af repræsentantskabet anser det for vigtigt at bruge denne ene aften på et år til at bakke denne sag op. Sørge for at få korrigeret ting og sager, som kan gøres bedre.

Det er ikke rygklapperi, jeg beder om. Det ligger mig fjernt at bede om den slags. Men vi har en fælles sag, som er vigtig. – her sker noget, der rykker! Vi har brug for hinanden for at gøre tingene endnu bedre.

Det er naturligvis vigtigt og nødvendigt, at vi får behandlet de mange punkter, der er på dagsordenen i aften. Men det er endnu vigtigere, at vi alle i aften benytter enhver lejlighed til at komme med ideer og forslag til, hvordan vi sammen kan gøre vores skoletjeneste endnu bedre.

Økonomien

Man kan have mange meninger om, hvor vidt otte kroner pr. indbygger i sognet er et stort eller et lille beløb. Men man kommer ikke uden om, at udgiften til vores skoletjeneste er af en sådan størrelse, at det er synligt i vore kirkekassers budgetter.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg – ikke mindst efter at have fulgt, hvad der er forgået i det ”første” skoleår – mener, at det er penge, der er givet særdeles godt ud.

Men når det er sagt, så ærgrer det mig, at menighedsrådene i Frederikssund, Græse-Sigerselvvester, Smørum og Ledøje ikke er medlem af skoletjenesten. Hvis disse fire menighedsråd også var medlem, og man fastholdt samme aktivitetsniveau som nu, så ville beløbet, man skal betale pr. indbygger i sognene kunne nedsættes fra de nuværende 8,00 kr. til 6,03 kr. Eller sagt på en anden måde: Menighedsråd, der repræsenterer 24,6 % af Frederikssund provstis indbyggere, er ikke medlem af vores fælles skoletjeneste.

Jeg vil hermed opfordre de medlemmer af menighedsrådene, der skal deltage i budgetsamrådene her i løbet af forsommeren, til at tage denne problemstilling op på budgetsamrådene. Det er måske ikke jer, der er her i aften, men jeg vil bede jer om at tage opfordringen med hjem og overbringe den til dem, der for jeres menighedsråd skal deltage i budgetsamrådet.

Jeg vil gerne sige det lige ud: Jeg mener, at der i denne sammenhæng er nogle menighedsråd i vores provsti, der er usolidariske.

Vi har i bestyrelsen besluttet at give de fire menighedsråds et tilbud, som de forhåbentlig ikke vil kunne afslå. De får 2007 til halv pris. Når vi sender tilbuddet til dem, vil vi foreslå dem at søge provstiudvalget om at få dækket udgiften i 2007 af 5%-reserven.

Jeg ved godt, at der er en enkel måde at løse det problem på. Lovgivningen gør det nu muligt, at som provstiudvalget på forhånd afsætter et beløb af en kommunes ligningsmidler til provstikassen, så kan provstiudvalget også på forhånd afsætte et beløb til skoletjenesten. Det ville fjerne alle bekymringer med hensyn til om, vi i aften er beslutningsdygtige! Det kunne naturligvis være ganske rart. Men jeg tror også, at det ville fjerne menighedsrådenes engagement i skoletjenesten. Så ville skoletjenesten være provstiudvalgets og ikke menighedsrådenes. Jeg er ikke umiddelbart tilhænger af den model.

Projekterne

Det kan meget forenklet siges, at det er skoletjenestens opgave at tilbyde projekter, hvor skole og kirke arbejder sammen. Modellen er sædvanligvis den, at skoletjenesten sørger for noget godt og gennemarbejdet undervisningsmateriale, som er lige til at gå til for skolens lærere. Der arbejdes så med projektet på skolen, ofte sådan, at flere fag inddrages. På et tidspunkt besøges kirken derhjemme, hvor den lokale præst fortæller og belyser forskellige ting i tilknytning til projektet. Projektet afsluttes sædvanligvis med et eller flere større arrangementer, hvor elever fra flere skoler deltager. Rigtig meget er lykkedes i det ”første” skoleår.

Det, som har været mest synligt for os alle, er naturligvis de store arrangementer. Senest salmesangsafslutningerne i Slangerup kirke sidst i marts. Og før det - foredragene med Farshad Kholghi om ”Rutgrut met Flut” i Skibbyhallen og Stenløse bio sidst i februar. Og endelig i november 2006 forevisningen af Luther-filmen i alle provstiets biografer.

Det, som vi nok må erkende, har været svagest i skoletjenestens ”første” skoleår, er skoleelevernes besøg hjemme i deres egen kirke, hvor de har mødt deres egen præst. Eller præsten i forbindelse med et af projekterne har været på besøg i skolen og deltaget i undervisningen i en time eller to. Der har i det forløbne år været en ganske pæn del af den type samarbejde, men jeg er nok af den opfattelse, at her er noget, vi præster må gøre mere ud af i det kommende år.

Der er flere årsager til, at dette ikke er lykkedes i det omfang, som vi er nogle, der syntes, at det skal. En af årsagerne er, at der har været en del uklarhed over, hvem der skulle tage initiativ til hvad og hvornår. Var det lærerne, der når de var tilmeldt et af skoletjenestens projekter, også skulle tage kontakt til den lokale præst. Eller var det præsten, der skulle tage kontakt til de lærere, der havde tilmeldt deres klasser. Eller skulle den side af skoletjenestens arbejde ordnes af skoletjenestens konsulenter. Vi har arbejdet og arbejder stadig i bestyrelsen i samarbejde med vore konsulenter på at finde gode, enkle og effektive løsninger på denne problemstilling. Vi er ikke i tvivl om, at skoletjenestens hjemmeside og benyttelse af e-mails vil være gode hjælpeværktøjer i denne sammenhæng.

Præsterne

Det blev i forbindelse med etableringen af skoletjenesten af nogle sagt, at det ville føre til, at det ville spare tid for os præster. Jeg har ikke sagt det. Jeg mente nemlig ikke, at det ville blive tilfældet. Men jeg holdt min mund dengang. Jeg tror ikke, at nogen i dag mener, at etableringen af skoletjenesten vil føre til, at vi præster skal bruge mindre tid på samarbejdet mellem skole og kirke.

Nu kan det i den forbindelse være vigtigt at huske på, at der også før skoletjenesten blev etableret, var rigtig meget samarbejde mellem skole og kirke rundt om i provstiets sogne. Tilbudene fra skoletjenesten skulle på ingen måde erstatte alle de gode tiltag, der eksisterede, og de mange gode traditioner for samarbejde, man har rundt om i sognene. Skoletjenesten skulle supplere og komme med yderligere og nye tilbud. Det kan ikke undgå at give mere arbejde til os præster.

Det kan måske i den forbindelse være vigtigt at minde om, at samarbejde mellem skole og kirke er en helt naturlig og selvfølgelig del af en præsts arbejde. Jeg er overbevist om, at det er alle mine kollegaer i provstiet enige i.

Ofte er det arbejde dog blevet skubbet lidt til side, fordi der var noget, der var mere påtrængende lig nu. Det har i alt fald for mig i alle mine mange år som præst været en pæn portion af min dårlige samvittighed, at her var et område, hvor jeg burde gøre noget mere.

På det punkt har etableringen af skoletjenesten været med til at gøre min dårlige samvittighed lidt mindre.

Skoletjenesten tilbyder skolerne en række gode tilbud med tilhørende godt undervisningsmateriale. Det, jeg som præst sædvanligvis skal i disse sammenhænge, er for hver klasse, der deltager fra de skoler, der naturligt hører til de kirker, hvor jeg har mit virke, skal deltage en time eller to. Det er overkommeligt. Det er hyggeligt og rart. – og det er meningsfuldt og vigtigt arbejde.

Der er en opgave mere, som vi præster i denne sammenhæng er nødsaget til at være opmærksomme på og tage på os. Vi bør være ambassadører for skoletjenesten rundt om på vore skoler. Rent praktisk kunne det være her i de kommende uger at gøre de skoler – som vi hver især – betragter som ”vore” opmærksom på, at nu er skoletjenestens årsplan for skoleåret 2007-2008 udkommet.

http://www.bornogengle.dk/

Skoletjenestens hjemmeside – http://www.bornogengle.dk/ - anser vi i bestyrelsen for at være et meget vigtigt arbejdsredskab. På hjemmesiden skal man hurtigt og enkelt kunne finde alt, hvad der er brug for i forbindelse med samarbejdet mellem skole og kirke i Frederikssund provsti.

Vi anser lærerne for at være hjemmesidens vigtigste brugergruppe. Lærerne skal på hjemmesiden kunne hente alle oplysninger om projekterne. De skal kunne tilmelde skoleklasser til projekterne via hjemmesiden. Undervisningsmateriale skal enkelt og problemfrit kunne downloades fra hjemmesiden.

På det punkt har vi lagt en anden strategi end flere andre af landets skoletjenester. Flere skoletjenester har det sådan, at kun de lærere, der har tilmeldt klasser, får undervisningsmaterialet tilsendt. Hvis andre ønsker at få undervisningsmaterialet, så må de købe det.

Vi er af den opfattelse, at det undervisningsmateriale, som vore konsulenter har udarbejdet, er så godt, så vi vil kunne sælge en del eksemplarer af det hvert år. Men arbejdet med at modtage bestillinger, forsendelse og opkrævning af betaling vil næppe kunne dække de dermed forbundne omkostninger. Derfor har vi valgt, at undervisningsmaterialet frit kan hentes på hjemmesiden. Resultatet af det kan være, at der sidder en lærer i Nordjylland eller på Bornholm, der f.eks. synes så godt om projektet ”Høst – Guds gave”, så de blot bruger det, uden at vi hører noget om det.

I de seneste måneder har der været arbejdet på at få et foto og en kort beskrivelse af alle kirker i provstiet lagt ud på hjemmesiden. Vi forestiller os, at det kan være med til at give lærere inspiration til med deres klasser at besøge deres kirke. Jeg tror, at det vil være en god hjælp for mange lærere. Prøv næste gang I klikker ind på http://www.bornogengle.dk/ at se efter, om der er foto og beskrivelse af jeres kirke. Hvis det ikke er tilfældet, så sørg for, at de nødvendige oplysninger bliver sendt til mig. Jeg har – for at lette konsulenternes arbejde – påtaget mig at lægge disse ting ud på hjemmesiden.

Tilsvarende er alle præster i provstiet blevet bedt om at skrive 5-10 linier om, hvad de gerne vil fortælle skoleklasser om. Her mangler stadig også lidt hist og her.

Vi bad for nogle måneder siden om at få disse oplysninger. Ingen protesterede, så vi gik ud fra, at alle fandt, at det var nogle gode tiltag. Derfor har vi i årsplanen for 2007-2008 frisk og frejdigt skrevet, at alt dette står på hjemmesiden.

Sandheden er – desværre, at der stadig mangler en del. Det har jeg det skidt med. Min opfordring skal derfor være: Se nu at få bragt disse ting i orden! Hvis man synes, at det er nogle dårlige ideer, så synes jeg, at man burde have gjort indsigelser for flere måneder siden.

Det er også meningen, at man på hjemmesiden skal kunne hente alle oplysninger, man som menighedsråd og repræsentantskabsmedlem har brug for. Jeg mener således, at man har kunnet hente alle oplysninger m. v. om i aften på hjemmesiden. Jeg regner med at lægge denne beretning ud på hjemmesiden endnu i aften.

Visioner og ideer

Vore konsulenter deltager i landsnetværket for skoletjenesternes aktiviteter. I den sammenhæng samles de forskellige skoletjenesters konsulenter bl.a. til et årligt to-dages møde i Løgumkloster. Det er landsnetværket, der i samarbejde med komponisten Sebastian er initiativtager til et stort landsdækkende skole-kirke-projekt i det kommende skoleår. Det vil vore konsulenter fortælle meget mere om senere i aften.

Vore konsulenter deltager i en arbejdsgruppe på landsplan, der arbejder på at samle de undervisningsvejledninger, der er blevet udarbejdet i forbindelse med renæssanceåret. Måske bliver det til, at der udgives en bog. Vi kan i den forbindelse glæde os over, at vore konsulenters undervisningsmateriale: ”Reformation og Renæssance – individet i centrum” er blevet fremhævet af de andre skoletjenester i landet.

I Helsingør stift er ansat en konsulent med bl.a. den opgave at være behjælpelig med at etablere skoletjenester. Der er vist p. t. i Helsingør stift syv skoletjenester. Jeg synes, at det kunne være hensigtsmæssigt, at disse skoletjenesters konsulenter og bestyrelser mødes en gang årligt med henblik på bl.a. at lære hinanden at kende og udnytte hinandens erfaringer. Det er jo ikke nødvendigt at opfinde den dybe tallerken syv gange i Helsingør stift. Jeg vil foreslå vores bestyrelse, at vi tager initiativ til et sådant møde.

Det ærgrede mig, da vores kirkeminister den 12. februar i år meddelte hvilke 17 folkekirkelige udviklingsprojekter, der var blevet udvalgt til at få støtte fra Den Folkekirkelige Udviklingsfond, at der var Folkekirkens Skoletjeneste i Frederikssund provsti ikke blandt dem, der havde fået støtte.

En af årsagerne var, at vi ikke havde søgt. Men måske er her en mulighed for at få ekstra midler til vores arbejde. Det må vi overveje.

- og så slog det mig! Min kone er lærer, hun modtager med jævne mellemrum en mail videresendt fra hendes skoleinspektør. Mailen er fra hjemmesiden http://www.skoleniskoven.dk/ En helt imponerende hjemmeside, som jeg varmt kan anbefale alle at kigge lidt nærmere på ved lejlighed. Og så spørger jeg: Hvorfor findes der ikke en hjemmeside, der hedder - http://www.skolenikirken.dk/ - eller noget i den retning. Jeg spørger bare!

Bestyrelse og konsulenter

Til slut vil jeg benytte lejligheden til sige tak til mine kollegaer i bestyrelsen for godt, hyggeligt og konstruktivt samarbejde i det forløbne år. Jeg har ikke helt tal på, hvor mange bestyrelsesmøder, vi har holdt, men det er blevet til nogle stykker.

Der skal også lyde en varm tak til vore konsulenter – Sonja og Jesper. Det er jer, der har trukket læsset. I har slidt og knoklet. De resultater, der kan ses tilbage på er imponerende. I har igen og igen sagt, at det første skoleår har været et læreår. Og i det kommende skoleår vil mange ting være meget enklere. Det har I selvfølgelig ret i. Men egentlig burde det ikke kunne lade sig gøre at nå de meget flotte resultater, der allerede er nået. Det er lykkedes! Til lykke med det.

Jeg røber ikke nogen hemmelighed, hvis jeg fortæller forsamlingen her i aften, at I konsulenter undertiden synes, at bestyrelsen er lige vel emsig! – så fortæller I os, at I kun er ansat på halv tid, og I for at leve også har andet arbejde at passe. Vi siger så sædvanligvis, at det forstår vi godt, - og så kører vi ellers videre i det samme spor.

Sagen er, at vi alle - både konsulenter og bestyrelsesmedlemmer - brænder for denne sag.

- og med de ord vil jeg overgive beretningen til repræsentantskabsmødets behandling.

 


Top | Tilbage

Vælg