Site Map | Kontakt os | Print siden  |     


Bilag 1

Forslag til ændret vedtægt for skoletjenesten

Vedtægt for samarbejde mellem menighedsråd i Frederikssund provsti i henhold til Lov nr. 571 af 21. juni 1996 om menighedsråd § 43[1]

Folkekirkens skoletjeneste i Frederikssund provsti Hjemsted og formål

§ 1 Skoletjenestens hjemsted er Frederikssund provsti, som omfatter Egedal og Frederikssund kommuner.

§ 2 Folkekirkens skoletjeneste i Frederikssund provsti har til formål at fremme samarbejdet mellem grundskolen og folkekirken i Frederikssund provsti.

Skoletjenestens primære mål er at styrke samarbejdet mellem skolerne og de lokale kirker gennem tværfaglige projektforløb, kortere og længere undervisningsforløb, fællesarrangementer for provstiets skoler m.v. Skoletjenesten kan afholde kurser for grundskolens lærere, folkekirkens præster og kateketer/sognemedhjælpere. Endvidere kan skoletjenesten etablere og vedligeholde undervisningsmaterialer og virke som idébank for kristendomsfaget i grundskolen.

Samarbejdet sker på grundlag af og i respekt for folkeskoleloven og de til enhver tid gældende formålsbestemmelser og undervisningsvejledninger for de fag, der samarbejdes med.

 

Samarbejdets form

§ 3 Folkekirkens skoletjeneste i Frederikssund provsti er en forening, hvor provstiets menighedsråd er medlemmer.

Repræsentantskab

§ 4 Repræsentantskabet er skoletjenestens øverste myndighed. Repræsentantskabets møder er offentlige.

§ 5 Provstiets menighedsråd vælger inden 1. marts i året efter, der er afholdt menighedsrådsvalg, medlemmer til repræsentantskabet.

Hvert menighedsråd vælger to medlemmer - et valgt medlem og en præst.

I flersognspastorater med kun en præst kan de menighedsråd, hvor der ikke kan vælges en præst, vælge to valgte medlemmer.[2]

For hvert medlem af repræsentantskabet vælges en stedfortræder, der deltager i repræsentantskabets møder ved forfald.

I de tilfælde, hvor en præst ikke kan vælges som stedforstæder, kan et valgt medlem vælges.

Valgene gælder for menighedsrådenes valgperiode.

Provsten for Frederikssund provsti er født medlem af repræsentantskabet.

§ 6 Hvert repræsentantskabsmedlem har én stemme. Et repræsentantskabsmedlem kan ikke lade sig repræsentere ved fuldmagt.

§ 7 Til at varetage skoletjenestens daglige arbejde vælges på første ordinære repræsentantskabsmøde, efter at der er afholdt menighedsrådsvalg, en bestyrelse bestående af otte medlemmer, hvoraf mindst tre er valgte menighedsrådsmedlemmer og mindst tre er præster.

§ 8 Valg til bestyrelsen foregår i to omgange. I første omgang vælges tre valgte menighedsrådsmedlemmer og tre præster. I anden omgang vælges to medlemmer blandt de opstillede kandidater, der ikke blev valgt i første omgang.

De i anden omgang ikke valgte er stedfortrædere. Antallet af opnåede stemmer afgør rækkefølgen.

Ved stemmelighed foretages lodtrækning.

§ 9 Bestyrelsen kan supplere sig med indtil to medlemmer[3].

§ 10 Der afholdes mindst et årligt ordinært repræsentantskabsmøde. Det afholdes inden 1. maj. Ordinære repræsentantskabsmøder indkaldes skriftligt med mindst to måneders varsel.

§ 11 Der skal indkaldes til ekstraordinært repræsentantskabsmøde, hvis mindst to bestyrelsesmedlemmer eller mindst fem medlemmer af repræsentantskabet ønsker det. Indkaldelsen skal udsendes højst to uger efter ønsket er fremsat, og mødet skal afholdes højst fire uger og senest seks uger efter ønsket er fremsat.

§ 12 Dagsordenen for det første årlige ordinære repræsentantskabsmøde skal indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent og referent.

2. Formandens beretning om skoletjenestens virksomhed i det forløbne år.

3. Godkendelse af revideret regnskab for det afsluttede kalenderår.

4. Orientering om regnskab og budget for igangværende kalenderår.

5. Godkendelse af budget for det følgende kalenderår.

6. Aktivitetsplan for det kommende år.

7. Indkomne forslag. Forslag, der ønskes behandlet på mødet, skal være repræsentantskabets formand i hænde senest 14 dage før repræsentantskabsmødet.

8. Eventuelt

På det første ordinære repræsentantskabsmøde efter et menighedsrådsvalg optages desuden følgende punkter på dagsordenen:

1. Valg af bestyrelsen.

2. Valg af statsautoriseret revisor.

§ 13 Repræsentantskabet fastsætter selv sin forretningsorden. Der føres protokol over repræsentantskabets beslutninger.

§ 14 Repræsentantskabet fastlægger hovedprincipperne for skoletjenestens drift i overensstemmelse med formålsparagraffen – jf. § 2.

§ 15 Repræsentantskabet er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af repræsentantskabsmedlemmerne er til stede.

§ 16 Repræsentantskabet træffer beslutning ved simpelt flertal.

Bestyrelsen

§ 17 Bestyrelsen fungerer fra den er valgt til der efter et menighedsrådsvalg på det ordinære repræsentantskabsmøde er valgt en ny bestyrelse.

§ 18 Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, sekretær og kasserer.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Møder indkaldes af formanden. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutninger træffes ved simpelt flertal. Møderne indkaldes med mindst en måneds varsel.

§ 19 Tegningsberettigede for Folkekirkens skoletjeneste i Frederikssund provsti er formanden og næstformanden i forening.

Budget, regnskab og revision

§ 20 Budget- og regnskabsåret er kalenderåret.

§ 21 Bestyrelsen udarbejder sammen med foreningens kasserer et budgetforslag for det følgende kalenderår. Budgetforslaget skal være repræsentantskabets medlemmer i hænde senest 1. marts det forudgående år og godkendes på det ordinære repræsentantskabsmøde, der afholdes inden 1. maj.

Provstiudvalget afsætter beløbet på provstiudvalgskassen og den endelige godkendelse af budgettet for skoletjenesten sker på de årlige budgetsamråd.

§ 22 Årsregnskabet, der udarbejdes af foreningens kasserer, underskrives af bestyrelsen og revideres af en statsautoriseret revisor. Det reviderede regnskab godkendes på det første årlige ordinære repræsentantskabsmøde inden 1. maj.

Tilsyn

§ 23 Provstiudvalget fører tilsyn med skoletjenesten.

§ 24 Låntagning, pantsætning og anden garantistillelse samt køb og salg af fast ejendom skal godkendes af provstiudvalget.

Vedtægtsændringer og opløsning

§ 25 Vedtægten kan ændres på repræsentantskabsmøder, hvor mindst 2/3 af repræsentantskabsmedlemmerne er til stede, og beslutningen vedtages med 2/3 af de afgivne stemmer.

§ 26 Opløsning af Folkekirkens skoletjeneste i Frederikssund provsti kan ske på et repræsentantskabsmøde, hvor alle stemmer for opløsningen, og hvor mindst ¾ af repræsentantskabets medlemmer er til stede. Såfremt ikke alle stemmer for opløsningen, kan der indkaldes til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde med 14 dages varsel. Beslutning om foreningens opløsning kan træffes på dette møde ved simpelt flertal.

Vilkårene for opløsning godkendes af Kirkeministeriet.

§ 27 Et eventuelt overskud/underskud ved skoletjenestens opløsning udbetales til/dækkes af provstiudvalgskassen.

Tvister

§ 28 Enhver tvist om nærværende vedtægters forståelse, fortolkning eller om forholdet mellem skoletjenesten og et medlem eller medlemmerne indbyrdes afgøres endeligt af Kirkeministeriet.

Ikrafttræden

§ 29 Denne vedtægt træder i kraft den 1. maj 2005.

- godkendt på det stiftende repræsentantskabsmøde vedr. Folkekirkens skoletjeneste i Frederikssund provsti mandag d. 18. april 2005.

- med ændringer godkendt på det ordinære repræsentantskabsmøde den 20. april 2006

- med ændringer godkendt på det ordinære repræsentantskabsmøde den 22. april 2009

(- forhåbentlig!)

Veksø, den 16. februar 2009

Jørgen Andersen



[1] § 43. To eller flere menighedsråd kan indgå aftale om samarbejde med henblik på løsning af folkekirkelige anliggender.
Stk. 2 . De nærmere bestemmelser om samarbejdet, herunder om tilsyn, optages i en vedtægt, der skal godkendes af kirkeministeren.
Stk. 3 . I det omfang samarbejdet gør det ønskeligt, kan der i vedtægten træffes bestemmelse om fravigelse af regler i kapitel 1-7 og kapitel 9 i denne lov samt regler i lov om valg til menighedsråd, lov om folkekirkens økonomi, lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde og lov om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker m.m.
Stk. 4 . Når en vedtægt er godkendt, bekendtgøres der i Lovtidende en meddelelse herom. I meddelelsen gives der oplysning om, hvor de berørte sognes eller kirkedistrikters beboere kan gøre sig bekendt med vedtægten.
Stk. 5 . Aftaler i medfør af stk. 1 kan ophæves, hvis deltagerne er enige herom. Ophævelse kan endvidere ske efter en deltagers anmodning, når kirkeministeren finder rimelig grund dertil.
Stk. 6 . Kirkeministeren godkender vilkårene for ophævelse af en aftale og træffer afgørelse i tilfælde af uenighed mellem deltagerne.
Stk. 7 . Kirkeministeren kan efter ansøgning fra et menighedsråd tillade de i stk. 3 nævnte fravigelser, hvis det er ønskeligt af hensyn til løsningen af folkekirkelige opgaver i sognet eller kirkedistriktet.

[2] Alle menighedsråd vil således have to medlemmer af repræsentantskabet.

[3] Det giver mulighed for, at bestyrelsen kan supplere sig med f. eks. skolefolk eller andre med særlig ekspertise, der kan være vigtig for bestyrelsens arbejde.

 


Top | Tilbage

Vælg